Internationalt stævnemøde for cleantech-virksomheder

Arrangementet er en del af den internationale cleantech konference ICN Summit 2014 – ’Creating Smarter Solutions’, og tjener som opvarmning til den officielle del, der skydes i gang dagen efter i Odd Fellow Palæet i København, og som slutter fredag.

Effektiv og faciliteret networking
‘Cleantech Business Day’ hos Scion DTU henvender sig primært til virksomheder og andre aktører, der beskæftiger sig med cleantech og smart cities-teknologier. Matchmaking er faciliteret networking, hvor deltagerne ved at udfylde en profil, selv kan fremhæve, hvad de ønsker at få ud af det konkrete møde.
Tanken er, at deltagerne på ICN Summit gennem ‘Cleantech Business Day’ får mulighed for at etablere kontakt med potentielle samarbejdspartnere allerede inden selve konferencen, forklarer Rune Rasmussen, Head of Cluster Department, Copenhagen Capacity, der sammen med ICN, The International Cleantech Network, og Copenhagen Cleantech Cluster står bag ’topmødet’.

Skaber overblik
”Store konferencer kan ofte virke lidt uoverskuelige og give fornemmelsen af, at man overser vigtige muligheder og kontakter. Med planlagte matchmaking-møder kan man i ro og mag planlægge hjemmefra, hvem man mødes med og derfor få mest muligt ud af selve konferencen og tiden bagefter,” siger Rune Rasmussen.

Hvis man er hurtig, er det stadig muligt at tilmelde sig tirsdagens arrangement. Det har 79 virksomheder fra 17 forskellige lande som USA, Kina, Canada, Spanien og Mexico indtil videre valgt at gøre. Danmark er som værtsnation repræsenteret med hele 49 virksomheder på ’Cleantech Business Day.’

Sidst frist for tilmelding er fredag den 16. maj.
Læs mere om hvordan du tilmelder din virksomhed her http://www.b2match.eu/icnsummit2014