Årets Iværksætter er en del af ’Viden som Vækstmotor’

Valget faldt på 35-årige Esben Nielsen, stifter af den højteknologiske virksomhed Little Smart Things, der med base i Nexø på Bornholm producerer droner til foto- og videooptagelser.

”Iværksætteren beskrives som viljestærk og med en særlig evne til at sammensætte det rigtige hold af medarbejdere. Samtidig har virksomheden betydning for lokal beskæftigelse og har medført, at medarbejdere med særlige kompetencer er flyttet til Bornholm,” sagde formanden for dommerpanelet, kunstneren Malene Lundén, blandt andet om valget af Esben Nielsen ved den officielle prisoverrækkelse.

Nye arbejdspladser

Og Little Smart Things er da også en god historie. I løbet af sin korte levetid på blot lidt mere end et år er virksomheden vokset fra 1 til 14 ansatte i en del af Danmark, der har hårdt brug for arbejdspladser. For nylig lykkedes det at lande den første kontrakt – med ingen ringere end COWI.

”De har købt den første drone af os, og nu skal vi i gang med at indarbejde vores teknologi i deres workflow. Det samarbejde har vi store forventninger til,” siger Esben Nielsen.

Siden september sidste år har Little Smart Things været tilknyttet ’Viden som Vækstmotor’, der er forskerparken Scion DTU’s særlige accelerationsprogram for højteknologiske virksomheder med konkrete teknologiske udfordringer. I ’Viden som Vækstmotor’ matcher Scion DTU’s innovationskonsulenter virksomhederne med relevante forskere fra DTU, ligesom de får adgang til professionel forretningsrådgivning som en del af programmet.

Samarbejde har stor betydning for udviklingen

Ifølge Esben Nielsen har samarbejdet med Scion DTU haft stor betydning for virksomhedens udvikling.

”’Viden som Vækstmotor’ har hjulpet os på nogle afgørende punkter, blandt andet ved at skabe kontakt til de helt rigtige nøglepersoner hos DTU Space, der har bidraget til at drive den tekniske udvikling videre,” siger Esben Nielsen, der desuden fremhæver effekten af den kommercielle rådgivning, som også er en del af accelerationsforløbet.

Her samarbejder Scion DTU med firmaerne Keystones og 1st Mile, der leverer den kommercielle rådgivning til ’Viden som Vækstmotor’.

”Vi har fået fantastisk god rådgivning af Keystones, blandt andet om hvordan man gebærder sig i forretningsverdenen. Samtidig satte de os op med nogle folk i Business Angels Copenhagen, som dels kom med en mindre investor, og dels nogle kompetencer indenfor finansiering og markedsføring, som vi ikke havde i forvejen,” siger han.

Fortjent kåring som Årets Iværksætter

Ifølge Thomas Klem Andersen, innovationskonsulent hos Scion DTU, der har fulgt Little Smart Things tæt i ’Viden som Vækstmotor’, har virksomheden flyttet sig markant igennem forløbet.

”Fra første dag har Esben været meget engageret i processen omkring ’Viden som Vækstmotor’, og det er både flot og fortjent, at han nu er blevet Årets Iværksætter. Little Smart Things er et godt eksempel på det, som ’Viden som Vækstmotor’ kan, nemlig at forkorte udviklingstiden gennem det helt rigtige match med vidensressourcer på DTU og kombinere det med kompetent kommerciel rådgivning, der skærper det forretningsmæssige fokus,” siger Thomas Klem Andersen.

På trods af sin korte levetid er Little Smart Things allerede gået fra at være en udviklingsvirksomhed til også at være en produktions- og salgsvirksomhed. I fremtiden håber Esben Nielsen, at prisen som Årets Iværksætter 2014 kan være med til at sparke endnu flere døre ind.

”Først og fremmest er prisen jo et skulderklap til hele virksomheden. Men den giver også noget opmærksomhed, som forhåbentlig betyder, at andre kan se, at det, vi laver, ikke er helt tosset,” siger han.

Læs mere om ’Viden som Vækstmotor’ her.

Foto: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

jbj