Flot fremmøde til international matchmaking-dag

I de følgende minutter genlyder luften af en metallisk skrabben fra stole, der trækkes ud og skubbes ind igen, hvorefter en intens summen fra primært engelske gloser på ny lægger sig over lokalet. Og dermed kan nye 15 minutter begynde.

Det er tirsdag den 20. maj og store matchmaking-dag hos Scion DTU Lyngby er godt i gang. På et område på størrelse med en tennisbane er der opstillet 19 nummererede caféborde, som stort set alle er optagede af mennesker i samtale med hinanden. Her har omkring 80 repræsentanter fra virksomheder fra 14 forskellige lande med speciale indenfor cleantech og smart city-teknologier booket møder af et kvarters varighed med hinanden på kryds og tværs for at udvide deres netværk og afsøge mulighederne for et eventuelt samarbejde.

Opvarmning til ICN Summit 2014

Matchmaking-dagen tjener som opvarmning for deltagerne til den internationale cleantech-konference ’ICN Summit 2014 – Creating Smarter Solutions’, der officielt åbner onsdag i Odd Fellowpalæet i København, og som Scion DTU er partner på.

Eftermiddagen blev indledt af CEO Steen Donner fra Scion DTU, der efter en kort velkomsttale gav ordet videre til Marianna Lubanski, leder for Investment Promotion & Clusters hos Copenhagen Capacity. I dagens eneste oplæg fortalte hun direkte henvendt til de udenlandske deltagere, hvorfor internationale cleantech-virksomheder bør overveje at slå sig ned i Skandinavien, når de skal etablere sig i Europa. Udover gunstige politiske rammer og en lav grad af korruption udmærker Danmark, Norge og Sverige sig nemlig ved at have et stærkt R&D-miljø og en solid tradition for offentlige-private samarbejder, pointerede Marianna Lubanski.

I alt blev der gennemført 121 netværksmøder i løbet af de to timer seancen varede.

jbj