Fortsat vækst blandt virksomheder i Scion DTU

Underskoven af mindre, videntunge virksomheder lever, vokser og har det godt. 2014 var endnu et flot år for de 208 virksomheder i forskerparken Scion DTU, hvor knap to ud af tre kunne melde om vækst. Mens danske virksomheder generelt oplevede en vækst på omkring 1,5 pct. i 2014, var det tal for virksomhederne i forskerparkens vedkommende helt oppe på 14 pct.

”Vi er stolte af, at virksomhederne i Scion DTU kan fremvise så høje vækstrater for andet år i træk, og ikke mindst at virksomhedernes vækstrater ligger langt over landsgennemsnittet i forhold det danske erhvervsliv. En del af denne vækst kan tilskrives netværksmiljøet i forskerparken og ikke mindst nærheden til DTU. Scion DTU faciliterer årligt op mod 80 vækstforløb med virksomheder i forskerparken, og det er også med til at skubbe udviklingen af virksomhederne i den rigtige retning.” siger Steen Donner, CEO, Scion DTU

220  nye jobs i forskerparken

I konkrete tal indebærer det, at der netto blev skabt flere end 220 nye jobs i forskerparken sidste år.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt virksomhederne i forskerparken, hvor de har svaret på en lang række spørgsmål om deres forretningsmæssige 2014.

Undersøgelsen viser også en række andre markante resultater. Således oplevede næsten hver anden virksomhed (48 pct.) en stigning i omsætningen sammenlignet med året før, blandt andet som følge af nye produkter på hylderne. Sidste år lancerede 53 pct. af virksomhederne nemlig et eller flere nye produkter, og i alt tegnede virksomhederne sig for 98 nye patenter.

Mange af virksomhederne nyder desuden godt af forskerparkens placering på DTU Campus i Lyngby. Således fortæller 54 pct., at de samarbejder med DTU omkring blandt andet udvikling af nye produkter, mens 6 ud af 10 samarbejder med andre virksomheder i forskerparken.

Virksomhederne i forskerparken har fortsat en udpræget international profil. 4 ud af 5 handler med samarbejdspartnere udenfor landets grænser, mens 2 ud af 5 har udenlandske ansatte, typisk ingeniører og andre højtuddannede. Desuden er 19 pct. af virksomhederne helt eller delvist udenlandsk ejede.

For yderligere information samt interview kontakt:

Steen Donner, CEO, Scion DTU, tlf. 20 88 39 29, sd@sciondtu.dk

cj