Iværksættere solgte deres ideer til Åbent Hus

Screeningsmetode af enzymer, hurtig produktion af radioaktivt vand, en maskine til at omdanne slam til olie og 14 andre banebrydende ideer og opfindelser blev i går præsenteret, da Forskerparken Scion DTU slog dørene op og over 150 iværksættere, investorer og andre interesserede mødtes.

Relibond, Copac, Fluidan, GlycoSpot, Neurescue. Læg mærke til navnene og se flere her. For det kan være den næste store danske industri- og erhvervssucces, du læser om.

Virksomhederne står således hver bag en af de 17 banebrydende nye højteknologiske ideer og opfindelser, der i går blev solgt til et større publikum hos forskerparken Scion DTU.

Iværksætterne bag havde skruet helt op for deres indre sælger og præsenterede på under ét minut potentialet i netop det produkt, de er i færd med at udvikle. Det foregik i forbindelse med Scion DTUs Åbent Hus for de 17 deltagere i årets Danish Tech Challenge – en intensiv iværksætterkonkurrence, hvor vinderen løber med 500.000 kroner sponseret af Industriens Fond.

Det største auditorium i forskerparken var således fyldt til bristepunktet, da Scion DTUs direktør, Steen Donner, og Ole Østrup fra Industriens Fond, bød velkommen. Efterfølgende brød de flere end 150 iværksætterkolleger, investorer og interesserede flere gange ud i klappen og hujen, når en af iværksætterne gik på scenen og med en velforberedt salgstale søgte at overbevise de tilhørende, at netop deres start-up og højteknologiske produkt var værd at samarbejde om, købe, investere i eller blot høre mere om.

Efter præsentationerne var der mulighed for at besøge iværksætterne, hvor de sammen – som del af Danish Tech Challenge – sidder og udvikler deres produkt. Og ikke mindst som en del af forløbet får målrettet, intensiv sparring med eksperter inden for produkt og forretningsudvikling.

Formålet med forløbene, konkurrencen og prisen på 500.000 kroner fra Industriens Fond er at understøtte danske højteknologiske iværksætteres vej fra ide til færdigt produkt og produktion og dermed danske arbejdspladser.

Vinderen af konkurrencen afsløres i januar.

Se mere om Danish Tech Challenge: http://sciondtu.dk/danish-tech-challenge/

Se billederne fra Open Doors 2015.