Nyt mekka for iværksættere indviet

Fredag den 9. december blev Agern Allé 24 i forskerparken Scion DTU indviet af Rudersdals borgmester, Jens Ive. Adressen har tidligere huset DONGs Energy’s hovedsæde, men skal nu fungere som et højteknologisk udviklingsmiljø for vidensvirksomheder og iværksættere.

130 personer var mødt op fredag morgen til indvielsen af Scion DTUs bygningskompleks Agern Allé 24 i Hørsholm. Her klippede Rudersdals borgmester, Jens Ive, den røde snor over til det mere det 24.000 kvm store kompleks, der tidligere har fungeret som DONG Energy’s hovedsæde.

Ejendommen har de seneste år gennemgået en større renovering, men huser i dag både store virksomheder som Chr. Hansen og mindre innovative start-ups. Målet for bygningens ejer, forskerparken Scion DTU, er at skabe en smeltedigel af forskelligartede vidensvirksomheder og iværksættere, der i fællesskab kan drage nytte af hinanden. I løbet af 2017 forventes det, at adressen rummer op mod 40 virksomheder.

”Vores erfaringer fra forskerparken i Lyngby viser, at denne type fællesskab mellem iværksættere og højteknologiske virksomheder udvikler forretning– uanset om du er en international virksomhed eller en mindre start-up. Virksomhederne arbejder side om side og iværksætterne kan leje laboratorier, værksteder og mentorer. Et fællesskab, der skaber synergieffekter, da alle får nem adgang til potentielle medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder og frem for alt netværksmiljøer,” siger Steen Donner, adm. direktør hos Scion DTU.

”Det betyder rigtig meget for Rudersdal, at vi har et viden- og vækstmiljø som Scion DTU, der konstant har fokus på netværk og innovation. Det skaber arbejdspladser og er med til at understrege Rudersdal Kommunes position som en stærk videnskommune.” udtalte borgmester Jens Ive i forbindelse sin indvielsestale

”Målet er at skabe et mekka for iværksættere og nystartede hardware- og vidensvirksomheder her i Hørsholm. Potentialet er stort. Vi er nabo til et af de førende tekniske universiteter i Europa, Danmarks Tekniske Universitet, ligesom vi ligger et stenkast fra vidensbaserede virksomheder som ALK-Abello og Novo Nordisk Fonden samt flere finansvirksomheder og kapitaludbydere. Alle er de faktorer, som er afgørende for at kunne bringe bedre innovation ind i markedet,” siger Steen Donner.

”Alt i alt har I med udvidelsen fået skabt et endnu stærkt innovativt miljø til glæde og gavn for Rudersdal Kommune og hele Nordsjælland.” sluttede Jens Ive, inden han klippede snoren.

Agern Allé 24 huser i øjeblikket 28 virksomheder, hvor godt 250 medarbejdere har deres daglige gang. Et tal, som Scion DTU forventer vil stige til 40 virksomheder og 500 medarbejdere.