Philips’ nordiske topchef nyt bestyrelsesmedlem i Scion DTU

Med vagtskiftet får Scion DTU ifølge CEO Steen Donner tilgang af en international ledelsesprofil med en stærk baggrund indenfor innovation og medico.

”Vi er utrolig glade og stolte over at få en international kapacitet som Karen Sørensen med i bestyrelsen. Med sin baggrund og store viden om, hvordan industrien konkret arbejder med innovation, vil hun kunne bidrage til, at vi i Scion DTU kan fortsætte og styrke vores position som landets største og bedste udviklingsmiljø for højteknologiske virksomheder og startups,” siger Steen Donner.

Interessant udfordring
Karen Sørensen blev uddannet ingeniør fra DTU i 1987, og hun har desuden en MBA fra INSEAD i Frankrig. Siden 1993 har karrieren budt på chefstillinger i farmaceutiske, bioteknologiske og sundhedsudstyrsproducerende virksomheder som Novo Nordisk, DAKO, Biogen og Sanofi-Aventis, hvor Karen Sørensen var Senior Vice President med ansvar for Vesteuropa, inden hun i 2012 skiftede til stillingen som adm. direktør i Philips Healthcare Nordic.

Om sin nye bestyrelsespost, siger Karen Sørensen:

”Jeg glæder mig til at bidrage til den fortsatte udvikling af Scion DTU som landets førende vækstmiljø for teknologitunge virksomheder – et miljø, hvor nærheden og samarbejdet med DTU, mere end 200 andre virksomheder med de samme udfordringer og adgangen til kvalificeret rådgivning, skaber vækst for den enkelte virksomhed i miljøet. Den udfordring er vanvittigt interessant, fordi jeg selv sidder i en innovationsdrevet virksomhed, hvor det ikke kun handler om produktudvikling og behovet for at finde nye løsninger, som opfylder folks behov. Det handler også om at udvikle nye måder at arbejde på og finde nye former for samarbejder og partnerskaber.”

Erfaringer fra High Tech Campus Eindhoven
I Philips kan Karen Sørensen blandt andet trække på erfaringerne fra en af Europas fremmeste forskerparker for højteknologiske virksomheder, High Tech Campus Eindhoven. Den var indtil 2012 ejet af Philips, men i dag er man lejer på linje med ca. 100 andre videntunge virksomheder.

Et af paradigmerne i Eindhoven har været ’åben innovation’, hvor virksomhederne inddrager eksterne parter i selve innovationsprocessen, og det er en strategi, som Karen Sørensen mener, at især innovationsmiljøerne med fokus på fremstilling af hardware herhjemme kan lære af.

”Ligesom mange af virksomhederne i Scion DTU lever Philips af innovation og gode idéer, og her har vi gode erfaringer med åbne innovationsprocesser, hvor brugere, samarbejdspartnere og leverandører inddrages. Her kan jeg via mit netværk blandt andet bidrage med at skabe kontakt mellem relevante parter, ligesom jeg har stor viden om, hvordan samspillet mellem innovation, den politiske proces og industrien hænger sammen,” siger Karen Sørensen.

Når det gælder de kommende års store samfundsudfordringer som sundhed til en befolkning, der lever stadigt længere, miljøforurening på tværs af landegrænser og fremtidens energiforsyning, er der ifølge Karen Sørensen kun én frugtbar vej.

”De store udfordringer kan ikke løses af staten eller enkeltaktører alene – de kan kun løses ved, at vi er flere, der går sammen. Vejen frem er derfor at få skabt en masse partnerskaber, både med offentlige og private aktører. Her kan Scion DTU spille en nøglerolle,” siger hun.

Scion DTU’s nuværende bestyrelse:
Jacob Erik Holmblad (formand), seniorkonsulent, PFA Pension
Klaus Kaae, adm. direktør, NCC Construction Danmark A/S
Karen Sørensen, adm. direktør, Philips Healthcare Nordic
Marianne Thellersen, koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab, DTU
Jes Østergaard, bestyrelsesmedlem
Leif Nørgaard (næstformand), bestyrelsesmedlem
Claus Nielsen, universitetsdirektør, DTU

Foto: Philips
jbj