Scion DTU havde minister til morgenmad

Onsdag morgen havde Scion DTU beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen til morgenmad i forskerparken i Hørsholm. Formålet var at give en række af virksomhederne i forskerparken og ministeren mulighed for at debattere, hvilken betydning et ja eller nej ved afstemningen 3. december om det danske retsforbehold har.

Hvilken betydning har et ja eller et nej ved afstemningen om retsforbeholdet for danske virksomheder og for den almindelige borger? Og hvilken betydning har EU for højteknologiske, virksomheder og arbejdspladser i DK.

Det var et par af de emner, som deltagerne i Scion DTU’s morgenmadsmøde havde mulighed for at debattere med Jørn Neergaard Larsen.
Scion DTU bød på croissanter og kaffe til de fremmødte gæster, der benyttede sig af tilbuddet om at komme helt tæt på – og i dialog med – ministeren.
Forskerparken Scion DTU, som var vært ved arrangementet, arbejder løbende med at understøtte vækstmulighederne for de højteknologiske virksomheder og hardware iværksættere, der holder til i forskerparken.

Det sker blandt andet ved at tilbyde særligt målrettede innovations- og udviklingsforløb og sikre adgang til testfaciliteter, laboratorier og ikke mindst forskerparkens unikke netværk af ligesindede virksomheder.