Forskerpark har succes med mentorer

I samarbejde med MIT Venture Mentoring Service i Boston, har forskerparken Scion DTU i løbet af de seneste tre år udviklet mentorprogrammet »Scion DTU Team Mentoring«. Artiklen er bragt i samarbejde med Frederiksborg Amts Avis.

I mentorprogrammet har mere end 70 erfarne erhvervsfolk frivilligt og gratis hjulpet små 100 teknologi-baserede virksomheder med at fyre op under udviklingen. Sammenlagt er der holdt over 400 mentormøder i miljøet, hvilket svarer til over 2000 timers kvalificeret og målrettet mentorsparring. Det fortæller innovationskonsulent Thomas Klem Andersen, der er leder af Scion DTUs mentorprogram:

– Vi oplevede et stort behov for kvalificeret sparring blandt startups og mindre etablerede virksomheder i vores forskerparkmiljø. Startups og mindre virksomheder skal med få ressourcer håndtere alt fra produktudvikling til markedsføring, salg og vækstledelse. Der er ikke nogen, der er specialister inden for alle de områder – hverken virksomhedsejere eller mentorer. Derfor besluttede vi for tre år siden at implementere et mentorprogram, hvor vi udstyrer mindre virksomheder med en gruppe på tre til fire erfarne mentorer, som enten er industrieksperter, serie-iværksættere eller fagspecialister inden for hver deres områder. Det kræver en del facilitering, men det er super effektivt og skaber enorm værdi for virksomhederne, forklarer Thomas Klem Andersen.

Mentorprogrammet adskiller sig primært fra andre lignende programmer ved, at Scion DTU tilbyder et team af mentorer, der medvirker på mentormøderne på samme tid. Modellen hviler på solide erfaringer fra MIT VMS, der har eksisteret i 16 år og gennem alle årene har gjort meget ud af opbygningen af mentornetværket. Det samme gør den nordsjællandske forskerpark, der ligger på kommunegrænsen mellem Rudersdal og Hørsholm.

I Scion DTU’s hardwarefokuserede innovationsmiljø lejer over 200 virksomheder sig ind på godt 200.000 kvadratmeter. Flere af lejerne er højteknologiske hardware SMV’er (Små og Mellemstore Virksomherder, red.), der har etableret sig tæt på DTU i et udviklingsmiljø, hvor innovation står højt på dagsordenen.

– Blandt disse virksomheder oplever vi en efterspørgsel på kvalificeret sparring fra erfarne erhvervsfolk. Uanset hvor stor virksomheden er, er der nogen der skal tage sig af produktudvikling, produktion, salg, service og ledelse. Og er man kun få hoveder, skal man have flere kasketter på. Dertil kommer, at disse højteknologiske virksomheder ofte er drevet af ingeniører, som er teknisk fagligt kompetente, men som ikke nødvendigvis har samme kompetencer inden for det forretningsfaglige, påpeger Thomas Klem Andersen i Frederiksborg Amts Avis.
Han understreger, at der er mange fordele ved at sætte mentorer sammen i teams.

– Virksomhederne i Scion DTU har udfordringer på mange områder, og de ændrer sig hurtigt. Der er sjældent én person, som har svarene på alle virksomhedens spørgsmål, så når vi sammensætter mentorer i teams med komplementære kompetencer, kan vi tilbyde et kompetence-mix, der kan håndtere flere udfordringer. Det kan for alvor accelerere udviklingen i en teknologibaseret SMV, siger Thomas Klem Andersen.
Team-sammensætningen kan tilpasses løbende i takt med at virksomhedens udfordringer ændrer sig. Og mentorforløbet ophører ikke, hvis en mentor træder ud eller ikke kan deltage i et møde. Samtidig bliver møderne i sig selv særdeles dynamiske, da mentorerne har forskellige perspektiver på de samme problemstillinger.

– Med et mentorteam får virksomheden en slags fleksibelt advisory board, der kan tilbyde 360-graders sparring uden en formel tilknytning, som ellers kendetegner et advisory board eller en bestyrelse. Vi oplever, at virksomhederne med mentorernes hjælp undgår mange tidskrævende og omkostningsfulde fejltrin, som kan begås på alle stadier af en virksomheds levetid, lyder det fra programlederen.

Mentormøder afholdes typisk hver sjette uge, og de kræver, at virksomhederne selv forbereder en dagsorden, som beskriver de aktuelle udfordringer.

– I Scion DTU tager vi ansvaret for koordinering, struktur og proces i mentorordningen. Vi har formuleret vejledende principper for virksomheder og mentorer, vi har faste og velafprøvede procedurer for matchmaking og koordinering af møder. Scion DTU finansierer mødelokale og det sekretariat, der varetager drift og udvikling af mentorordningen. På den måde sikrer vi effektive og indholdsrige mentormøder for både virksomhed og mentorer. Det er vigtigt for os, at ingen spilder tiden, siger Thomas Klem Andersen i erhvervstillægget i Frederiksborg Amts Avis.

I Forskerparkens korps af mentorer er der fagspecialister inden for salg, markedsføring, jura, HR og finansiering samt industrieksperter inden for hardware, cleantech, medico, IKT og life science.

FAKTA
Hvem kan komme i betragtning til et mentorforløb?
– Virksomheder i forskerparken Scion DTU, hvor ledelsen har brug for kvalificeret sparring, kan blive tilbudt et gratis mentorforløb.
– Deltagere i en af Scion DTU’s innovations- og accelerationsprogrammer: »Danish Tech Challenge« og »Smart Innovation«.